Cookie information

Vi bruger cookies til indsamling af statistik og til trafikmåling. Vi bruger informationen til forbedring af hjemmesiden. Ved at klikke videre, accepterer du brugen af cookies.
Læs mere

  • Fri fragt med GLS på ikke-nedsatte varer i DK
  • Minimumskøb 149 kr.

Bisgaard børnesko - Succesen fra Aarhus

Bisgaard børnesko - Succesen fra Aarhus

Vidste du, at Bisgaard engang hed Cocomma og at skofirmaet er startet af et aarhusiansk ægtepar, som indgik en særlig aftale i 2003? Her får du historien om Bisgaard børnesko, som i dag er en stor success i Danmark og udlandet og sælges i over 700 butikker.

Fra skolelærer til butiksejer


I 1997 flytter ægteparret Marianne Bisgaard og Henrik Thomsen til Aarhus. Marianne er uddannet skolelærer og Henrik er biolog. Parret har to små børn og Marianne beslutter sig for at skifte tilværelsen som lærer ud med et liv som butiksejer. Hun har altid været vild med sko og som mor til små børn, er det børnenes univers, som valget falder på. Butikken bliver opkaldt efter sangen "Hønsefødder" og sortimentet består af nøje udvalgte børnesko samt børnetøj. Forretningen er en succes og snart har Marianne hele 3 børnebutikker fordelt mellem Aarhus og Aalborg. Marianne har en sikker stil og sans for detaljer, som tiltrækker mange kunder fra lokalområdet men rygtet om de gode børnebutikker, når også helt til København. Kunderne er vilde med Hønsefødder. Arbejdet i butikkerne giver Marianne stor erfaring med børnesko, pasform og komfort og hun får specialdesignet sko til butikkerne. På denne måde får hun afprøvet sine evner som skodesigner. Hun elsker denne kreative del af arbejdet, men med hele 3 butikker går dagene oftest op i de mere praktiske gøremål, som følger med, når man er butiksindehaver. Der bliver brugt meget tid på personalehåndtering, bestilling af varer og regnskaber. Selvom Marianne får stor hjælp af Henrik med regnskaberne, er der ikke meget tid til at dyrke den indre designer, som Marianne går og gemmer på. Det er tid til forandring.





Aftalen om et ekstra barn og et nyt arbejdsliv


Marianne og Henrik aftaler i 2003, at Henrik skal sige sit daværende lederjob op og i stedet blive forretningspartner med Marianne på fuld tid. Til gengæld vil Henrik få sit store ønske om barn nummer 3 opfyldt. Ægteparret har på dette tidspunkt ikke helt styr på hvilket forretningseventyr, som de skal kaste sig over, men det ligger i kortene, at Marianne skal bruge sine kreative evner og at Henrik skal stå for det praktiske.

Kort efter kommer Marianne i kontakt med ejeren af det gamle danske kendte børneskotøjsmærke Bundgaard. Ægteparret, som har indgået aftalen om at arbejde sammen, får overbevist Bundgaard om, at Marianne skal ansættes som designer og hjælpe med at forny produkterne og at Henrik skal ansættes som salgschef. I ca. 2 år arbejder Marianne og Henrik for Bundgaard og de opnår værdifuld erfaring og får et indgående kendskab til skoproduktion, salg og design. Bundgaards daværende ejer har helt sikket også set et stort potentiale i ægteparret, for han tilbyder dem at overtage og købe det velrenommerede firma. Det ender dog med at Marianne og Henrik takker nej til tilbuddet. De er i stedet klar til at starte fra bunden med deres helt eget skobrand.


Den første kollektion af børnesko


I 2005 er forretningsdrømmen klart defineret og Marianne og Henrik er klar til at starte et nyt børneskotøjsmærke på det danske marked. Det hører til sjældenhederne, at der bliver startet nye skobrands til børn i Danmark og i 2005 er det også mange år siden, at dette sidst er sket. Marianne og Henrik døber deres nye skomærke Cocomma og designer den første kollektion i deres kælder. Kollektionen fremvises på den halvårlige store modemesse i Bellacenteret på Amager. Her viser danske og udenlandske tøj- og skomærker deres kollektioner frem for indkøbere fra butikker fra hele landet. Det er dyrt at købe en stand og der er kamp om kunderne. Som regel er det svært at få butikkerne til at købe et ukendt brand, men Mariannes design har ramt rigtigt og parret får flere ordrer med hjem fra messen.








Facts om Bisgaard sko


  1. Størstedelen af Bisgaards sko produceres i Portugal
  2. Bisgaards gummistøvler laves i Kina
  3. I 2012 solgte Bisgaard 350.000 par sko fordelt på 18 lande
  4. Butikken Hønsefødder på M.P. Bruunsgade i Aarhus fortsatte efter Marianne med nye ejere men lukkede i midten af 2017
  5. Stjerner har indgået i Bisgaards design fra starten af og ses stadig på mange af Bisgaards sko



Ingen detalje er for lille


En stor del af Bisgaards store succes, kan formegentlig tilskrives Mariannes detaljeorienterede fokus. Alt er gennemtænkt lige fra stikningerne (syningerne) til garvningen af læderet og valget af skoæskerne. Når en kunde åbner en skoæske, skal kunden med det samme føle sig tryg ved valget af Bisgaard. Det skal dufte af ægte læder og håndværk. Mariannes minutiøse arbejde med designet, har gjort Bisgaards sko let genkendelige i gadebilledet. En man først bekendt med Bisgaard, kan man forholdsvis nemt spotte en Bisgaard sko på afstand. Marianne har formået at give skoene et særligt DNA og skabt et sammenhængende univers.

Succesen er ikke gået ubemærket hen hos konkurrenterne og flere gange er Mariannes designs set kopieret. Bisgaards skoeventyr har også givet blod på tanden hos andre iværksættere og flere danske børneskomærker er kommet til siden Bisgaard startede.

Bisgaards design udvikler sig hele tiden og kopisterne vil altid være mindst et skridt bagefter. I modsætning til mange andre skomærker, som kan have nøjagtig den samme sko med i kollektionerne år efter år, hviler Bisgaard sjældent på en succes. Hvis Bisgaard har en bestseller, får den ofte også lov at blive i den kommende kollektionen, men ikke uden at små detaljer på designet bliver opdateret og fornyet. Det kan være, at sålen bliver skiftet ud eller at uldfoeret eller stikningerne får en ny farve. I det hele taget fornemmer man, at Marianne finder det lidt kedeligt at lave de meget kommercielle designs, som forhandlerne ofte efterspørger.

Det perfektionistiske arbejde stopper ikke ved designet på skoene. Også selve præsentationen af kollektionerne er vigtig og skoene opstilles i harmonisk farvekoordineret orden, når Bisgaard får besøg af indkøberne i deres showroom. I dag holder Bisgaard til i flotte rå istandsatte industrielle lokaler på havnen i Aarhus, som både fungerer som showroom og hovedkontor. Selve produktionen af Bisgaards sko, sker dog i sko-landet Portugal.



Godt håndværk og de bedste materialer


Portugal har en lang og stolt tradition for produktion af lædersko i højeste kvalitet. Bisgaard samarbejder med en række forskellige skofabrikker i den nordlige del af landet, som hver især har speciale indenfor bestemte typer sko af børnesko. Det er f.eks. kun få fabrikker i Portugal, som er mestrer at lave rågummisåler. Mange af skofabrikkerne er familieejede foretagender med en lang historik indenfor skoproduktion. Selvom dele af skoproduktionen er moderniseret, er det stadig i meget høj grad et gammeldags håndværk at producere lædersko. Der kræves ofte over 40 mennesker og endnu flere arbejdsgange for at producere en lædersko. Børnesko har ofte ry for at være dyre, men med viden om håndværket, antallet af mennesker og tiden der kræves, for at producere ægte håndlavede lædersko, er det faktisk et under, at de ikke er tre gange så dyre.

Bisgaard benytter ægte kalveskind både indvendigt og udvendigt i alle sko. Kalveskind er en af de fineste og dyreste læderkvaliteter og mens mange skomærker vælger en billigere læderkvalitet indvendigt i skoene, vil Bisgaard ikke gå på kompromis med kvaliteten. Overfladen er ensartet og jævn og skindet er smidigt. Kalveskindene som benyttes til skoproduktionen, er restprodukter fra fødevareindustrien.



Inspirationen kommer fra hverdagsting


Marianne henter ikke inspiration i design- og tendensbøger men får let sine ideer til kollektionerne fra hverdagen. Det kan være en tegning, et vintage tæppe eller en pludselig indskydelse, som inspirerer hende. Der er ikke noget formelt over den kreative process men Marianne har altid ret hurtigt en klar vision i hovedet for sine designs. I tæt samarbejde med assisterende designere samt modellører på fabrikkerne i Portugal, bliver visionerne til virkelighed. Selvom designet er vigtigt, er det primære mål altid komfort og funktion.

Møder du en dag Marianne eller Henrik, så vil deres blikke hurtigt falde på dine fødder. Ifølge ægteparret siger valget af sko nemlig meget om et menneske. De er ikke bange for at kalde det en arbejdsskade, men for parret sidder sjælen i skoene.